Smalfilm er en fællesbetegnelse for filmbredder, der er smallere end biografstandarden 35mm film. Smalfilmsformatet har i mere end 100 år været velegnet til amatørbrug fordi prisen på film, optager- og fremvisningsudstyr var overkommelig for den private husholdning.
Der findes flere forskellige smalfilmssystemer og de mest kendte formater er:
9,5mm Pathé-Baby udviklet i 1922 af Pathé i Frankrig. 1 perforation / billede. Perforationshul placeret midt i filmstrimmel imellem billederne. Formatet eksisterede både med og uden lydspor.
16mm udviklet af Eastman Kodak i 1923 som et alternativ til 35mm. 1 perforation / billede. Perforationshul placeret i siden af filmstrimmel. Dobbelt-perf (perforationshuller) findes også, men kun som stumfilm. Eksisterer både med og uden lydspor (optisk og magnetlyd).
8mm udviklet at Eastman Kodak i 1932 – 1 perforation / billede. Perforationshullet er placeret i siden af filmstrimmel. Eksisterer som stumfilmsformat, og med lydspor (optisk og magnetlyd).
Super 8 udviklet af Eastman Kodak i 1965 med et mindre perforationshul, for at gøre plads til et større billedeareal. Eksisterer både med og uden lydspor (optisk og magnetlyd).
Super 16 udviklet i slutningen af 1960erne som et alternativ til professionel 35mm filmproduktion. Super 16 billedarealet er større end standard 16mm, og gør formatet velegnet til filmproduktion. Produktionen kan spare penge ved at bruge 16mm råfilm i stedet for 35mm råfilm mv. Som eksempel blev Kampen om den røde ko (Ole Stephensen (1955-2019) og Jarl Friis-Mikkelsen (1951), 1987) optaget i Super 16 og blæst op (forstørret) til 35mm biografkopier. Super 16 er udelukkende et optageformat.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.