Kongeriget Sardinien

Kongeriget Sardinien var en sydeuropæisk stat, der eksisterede fra 1297 til 1861, og som i den sidste del af sin historie foruden øen Sardinien også omfattede fyrstehuset Savoias besiddelser på fastlandet.

Kongeriget Sardinien og Korsika blev etableret i 1297 som en del af Aragoniens store middelhavsrige, men først i 1420, efter en række krige mod de lokale og fremmede magter, der beherskede Sardinien, lykkedes det aragoneserne at indlemme Sardinien, men ikke Korsika.

Ved foreningen af Aragonien og Castilien i 1479, indgik Sardinien, nu under navnet Kongeriget Sardinien, i det nye spanske rige. I 1516 overgik Kongeriget Sardinien sammen med det øvrige Spanien til Habsburgerne.

Efter Den Spanske Arvefølgekrig (1701-1714) blev Kongeriget Sardinien i 1720 overdraget til fyrstehuset Savoia, der indlemmede det i sit forbund af besiddelser, der omfattede fyrstendømmet Piemonte, hertugdømmerne Savoyen, Monferrato og Aosta samt grevskabet Nizza. I modsætning til fastlandsbesiddelserne, der blev sluttet sammen i en enhedsstat domineret af Savoyen, bevarede Sardinien længe sine egne love og institutioner. Først i 1847 blev Sardinien indlemmet i enhedsstaten. Kongeriget Sardinien var langtfra den økonomisk, politisk eller kulturelt dominerende del af den nye statsdannelse, hvis hovedstad var Torino, men som det eneste kongerige blandt Savoiaernes besiddelser kom det til at lægge navn til hele staten.

Bestræbelserne på at samle Italien, Risorgimento, havde i høj grad udgangspunkt i Kongeriget Sardinien. Den konstitutionel forfatning af 1848, Statuto Albertinio, blev fra 1861 det samlede Italiens første forfatning og Victor Emanuel 2. blev Kongeriget Italiens første konge.