Mongolstormen

I efteråret 1237 indledte Batu det første vinterfelttog op i den russiske skovzone. At det var der mongolerne først slog til, må i sig selv være kommet som en overraskelse i forhold til steppefolks normale bevægelsesmønstre. Men det skulle vise sig, at mongolerne formåede at flytte deres hærafdelinger med en hastighed, der kom helt bag på forsvarerne, og som de ikke kunne matche.

Da mongolerne kom sydøstfra var deres første mål det vigtige fyrstendømme, Rjazan. Hertil nåede de den 16. december, hvorefter fyrsten, som det skete andetsteds, blev stillet over for kravet om underkastelse og som tegn herpå skulle alle i fyrstendømmet betale en tiendedel af deres ejendele, kendt som tamga: en skat, mongolerne krævede af alle erobrede folk.

Det afslog fyrsten og sendte i stedet bud til storfyrsten af Vladimir, Jurij Vsevoloditj, om hjælp. En undsætningsstyrke under storfyrst Jurijs næstældste søn Vladimir nåede kun frem til Kolomna, hvor den blev besejret og Vladimir selv taget til fange.

I mellemtiden havde mongolerne ved Rjazan sikret deres positioner med palisader omkring byen og kunne den 21. december storme den. Fyrsteparret blev dræbt sammen med en stor del af befolkningen. Rjazan kom sig aldrig, men residens såvel som navnet flyttedes senere til Perejaslavl-Rjazanskij, som nu er kendt som Rjazan.

Batus næste mål blev det formelle magtcenter for Rusriget, Vladimir længere mod nordvest. Undervejs blev de små fyrstesæder Kolomna og det endnu ret betydningsløse Moskva erobret.

Inden mongolerne nåede frem til Vladimir den 3. februar 1238, havde storfyrst Jurij forladt byen for at søge forstærkninger fra fyrstendømmer længere vestpå, mens han efterlod familien i Vladimir. Batu begyndte straks at opsætte belejringsmaskiner, hvorfra han stillede den tilfangetagne Vladimirs lemlæstede og muligvis allerede døde krop til skue for familie og forsvarere.

Før Batu satte selve stormen på byen, valgte han først at erobre det nærliggende Suzdal for at forhindre at der skulle komme hjælp derfra. Først da blev Vladimir stormet og erobret. De sidste forsvarere samlede sig i katedralkirken, der ligesom resten af byen blev brændt ned den 7. februar.

Batus næste mål var at indfange og neutralisere storfyrst Jurij. Batu sendte enheder i forskellige retninger og fandt Jurij i skovene ved floden Sit i grænseområdet mellem Novgorod, Tver og Jaroslavl. Det var det sted, storfyrsten havde valgt som samlingspunkt for hjælp fra de fyrster, som endnu ikke var faldet ofre for mongolerne.

Det var imidlertid langt fra alle, der var sendt bud efter, som nåede frem. Det gjorde til gengæld mongolerne som efter forholdene bevægede sig ekstremt hurtigt og i et slag, der nok har strakt sig over flere dage, men traditionelt sættes til 4. marts, blev storfyrstens tropper tilintetgjort. Storfyrstens lig blev fundet hovedløst og sandsynligvis henrettet; hovedet blev senere fundet og føjet til hans begravede lig i Uspenskij-katedralen i Rostov.

Sammen med familien, som omkom i kirken, blev han senere som mange andre ofre for mongolstormen helgenforklaret.

Efter sejren ved Sit fortsatte mongolerne mod Novgorod. Her måtte de dog bruge to uger fra den 21. februar til den 5. marts på at erobre grænsebyen Torzjok, inden de kunne fortsætte.

Denne forsinkelse kan have forårsaget, at mongolerne, måske fordi tøvejret satte ind, valgte at dreje mod syd ca 100 km fra Novgorod. Dermed undgik Novgorod den ødelæggelse, der havde ramt andre store bycentre. Alligevel endte Novgorod med sit enorme opland (voloster) i nord at komme under mongolåget og blive tvunget til at betale mongolskatten.

Efter at have opgivet Novgorod fortsatte mongolerne mod syd, hvorefter de uden at angribe passerede Smolensk drejede mod sydøst. Her standsede de for at erobre den lille grænseby Kozelsk. Med syv uger skulle den vise sig at blive den by, der længst til da udholdt mongolernes belejring.

Det følgende år koncentrerede mongolerne sig om det sydlige steppeområde og Krim, som nu sammen med Alania blev erobret. Det var i den sammenhæng de etniske forudsætninger skabtes for at tale om krimtatarer som en særlig gruppering inden for den Gyldne Horde og senere også efter dennes opløsning.

Inden vinterkampagnen sluttede, nåede Batu også at angribe det sydøstligste fyrstendømme i det gamle Rusrige, Perejaslavl(-Russkij), hvor hovedbyen af samme navn blev erobret den 3. marts 1239.

I vinteren 1239-1240 fortsatte Batu Khan ind i kernen af det gamle Rusrige i grænselandet mellem skov og steppe med angrebet på Tjernigov (det nuværende Tjernihiv i Ukraine) i oktober 1239. En undsætningshær under deres fyrste Mikhail Vsevoloditj, der da også var fyrste i Kijev (det nuværende Kyiv), blev sendt fra Kijev, men besejret under byens mure, hvorefter byen blev stormet og afbrændt den 18. oktober.

Efter erobringen af Tjernigov var kun Kijev tilbage af betydelige byer i dette område af Rusriget. Til gengæld var det også den største og sikkert bedst befæstede by – delvist takket være topografien. Det kan forklare, at mongolerne tøvede med at indlede angrebet, selvom de tidligt i 1240 stod på Dneprs venstre bred over for Kijev.

Betegnende for situationen i byen var, at Kijevfyrster efter tur forlod byen og lod sig udskifte med en ny, der også endte med at flygte. Alle var nok klar over, hvad der ventede. Da Batu Khans hær stod ved Dnepr, valgte Mikhail Vsevoloditj således at flygte til Ungarn i håb om støtte fra kong Béla 4. Da han ikke fik den, fortsatte han til Polen, hvor han indtil videre blev.

Ny fyrste i Kijev blev kortvarigt Rostislav Mstislavitj. Han måtte dog snart overgive både by og sig selv til Daniil Romanovitj af Galitj, da denne tidligt i 1240 ankom til Kijev med sin egen hær. Daniil var veteran fra Slaget ved Kalka-floden, hvorfra han var en af de få fyrster, der slap med livet i behold. Nu indsatte Daniil sin hærfører (tysjatskij) i byen, inden han kort før mongolerne indledte belejringen den 5. september selv flygtede med sin familie. Også han først til Ungarn og siden til Polen.

Kilderne er ikke helt enige om, hvornår erobringen var fuldendt: Alternativerne lyder på den 19. november eller den 6. december 1240, efter at byen havde været totalt indelukket og omringet med belejringsmaskiner. Derimod er der enighed om, at erobringen afsluttedes med en massakre på befolkningen med Vladimir den Helliges monumentale Tiendekirke som et sidste tilholdssted, inden den faldt sammen over dem. Et jordskælv i 1230 kan have svækket kirkens stabilitet.

I Ladyzjyn delte Batu sin hær i to, hvoraf den ene skulle angribe i Polen, mens den anden under hans egen ledelse angreb Ungarn. Ungarn synes på det tidspunkt at have været hovedmålet mens angrebet på Polen havde til formål at hindre hjælp nordfra til Ungarn.

I Polen faldt byerne én efter én: Sandomierz den 13. februar 1241, Krakow den 24. marts; i april blev Wrocław (Breslau) opgivet og nedbrændt af indbyggerne, mens borgen holdt stand. Undervejs krydsede mongolerne flere gange også grænsen til det Tyske Rige ved Meissen, inden det store slag for denne hærgruppe kom til at stå nær byen Legnica (Liegnitz).

Den 9. april 1241 stødte den nordlige hær sammen med en tilsyneladende overlegen koalition af polske, tyske og mæhriske tropper, mens en tjekkisk hær ikke nåede frem. Slaget stod få kilometer sydøst for Legnica og endte i et totalt nederlag for den europæiske koalitionshær.

Konsekvensen blev netop den, mongolerne ønskede: At der ikke kom støtte nordfra til Ungarn. Ydermere blev de tjekkiske styrker, der kom for sent til Legnica-slaget, dirigeret mod vest til Lausitz for dér at afskære mongolerne, da disse fejlagtigt forventedes at ville fortsætte mod vest fra Legnica. I stedet vendte de mod syd, hvor Mæhren nu lå forsvarsløst.

I håb om at styrke sin position besluttede kong Béla at give asyl i Ungarn til 40.000 polovetsere, der tidligere var flygtet fra mongolerne. Disse skulle så inkluderes i den ungarske hær. Det forløb ikke uden gnidninger mellem polovetserne og ungarerne og endte snarest med at svække ungarerne.

Den 12. marts 1241 brød Batu Khan gennem grænsefæstningen i Karpaterne, hvorefter den ungarske slette lå åben for det mongolske rytteri. Samtidig svækkedes kongen af hans dårlige forhold til dele af aristokratiet, som nægtede at gå i krig uden indrømmelser fra kongen. Især krævede de polovetserne udvist, hvad Béla afslog.

Den 14. marts kom det til et alvorligt opgør mellem polovetsere og ungarske styrker med mange faldne på begge sider, hvorefter polovetserne flygtede til Bulgarien.

Det var derfor en svækket ungarsk hær, der forsøgte standse mongolerne, da de stødte sammen den 11. april, to dage efter slaget ved Legnica. Også her endte det med et katastrofalt nederlag for den europæiske hær i Slaget ved Mohi (nu Muhi), også kendt som Slaget ved floden Sajó.

Nederlaget bibragte samtiden et indtryk af mongolsk uovervindelighed.

Undervejs på flugt fra slaget sendte kongen anmodninger om hjælp til de to europæiske institutioner, der for så vidt kunne føle et al-europæisk ansvar: kejseren og paven. Kejser Frederik 2. fik endda tilbudt, at kong Béla ville lægge sig og Ungarn ind under kejserriget, men nogen hjælp kom der ikke, om end kejseren åbenbart lod Bélas anråb cirkulere til andre potentater omkring den engelske konge, hvorfra vi kender brevet. Pave Gregor 9. udstedte på sin side en tilsyneladende virkningsløs korstogsbulle den 16. juni 1241.

Herefter var Centraleuropa i mongolernes magt, og der blev hærget og brændt ned i hele området. Pest afbrændte mongolerne efter sejren ved Mohi og om vinteren 1241/1242. Da Donau frøs til, krydsede de floden og lagde Buda øde.

Det lykkedes kong Béla at undslippe mod Balkan, hvortil en mongolsk hærafdeling jagtede ham ned langs den dalmatiske Adriaterhavskyst uden dog at finde nogle af hans skjulesteder, senest på øen Trogir. Til gengæld blev Kroatien og den dalmatiske kyststrækning grundigt hærget, og Zagreb blev brændt af i begyndelsen 1242.

Af grunde man dengang i Europa ikke kendte, besluttede Batu efter at have erobret og hærget så enorme områder at afbryde det store felttog mod Vesten. Derfor var mongolernes pludselige forsvinden lige så stort et mysterium for den europæiske samtid som deres pludselige frembrud. Angsten for dem sad dog stadig i den europæiske bevidsthed.

Grunden til den pludselige tilbagetrækning har formodentlig været, at nyheden om at storkhan Ögödei var død 11. december 1241 nåede mongolerne i Europa i foråret 1242. Blandt sine hærførere havde Batu flere fætre, der alle kunne have en interesse i at komme hjem til Karakorum for at få indflydelse på valget af ny storkhan.