close

Virusinfektion er en infektion, der er forårsaget af virus. Virusinfektioner kan være akutte eller kroniske, og sygdommen kan forløbe uden særlige symptomer eller være dødelig. Menneskets immunforsvar dræber de fleste virus efter en gennemgået infektion, men nogle virus (fx herpesvirus) vil efter den første infektion altid være til stede i kroppen.

Sygdomsudvikling ved virusinfektion

En virusinfektion begynder som oftest med at virus invaderer kroppens celler og formere sig i nærheden af det sted, hvor det kom ind i kroppen. Nogle virus går over lymfesystemet og kan sprede sig til forskellige lymfeknuder, hvor de ofte bekæmpes af hvide blodlegemer.

Nogle virus, for eksempel hiv, invaderer og formerer sig i en type af hvide blodlegemer, der kaldes T-lymfocytter (nærmere bestemt typen af T-lymfocytter, der hedder CD4-hjælperceller).

Videre kan spredning komme fra lymfesystemet over i blodbanen, og i løbet af få minutter vil virus være spredt rundt i kroppen. Derefter kan virus invadere og formere sig i bestemte organer, som huden, hjernen, leveren eller lungerne. Hvis virus angriber vitale organer, kan dette give alvorlig sygdom. Andre virus spreder sig langs nervefibre i kroppen til deres respektive målorganer.

Virus kan ødelægge eller forstyrre aktiviteten i de celler, de invaderer. Også kroppens immunsystem kan reagere på virusset og dermed forårsage symptomer som blandt andet feber og træthed.

Kroppens immunsystem producerer antistoffer, der kan binde sig til viruspartikler og følge blodstrømmen som strukturer, der kaldes immunkomplekser. Derefter kan antistofferne nedfældes i forskellige dele af kroppen og føre til betændelse og alvorlig vævsskade.

Kroppens modstand mod virus

Kroppens immunsystem sætter alle sine processer i gang, så snart et virus dukker op. Både hvide blodlegemer, der kaldes makrofager, der fortærer viruspartikler, og lymfocytter, der producerer antistoffer mod virusset eller angriber celler, der er inficeret med virusset, aktiveres. Dette gør, at de fleste virusinfektioner går over af sig selv i løbet af dage eller uger. Derudover udvikles ofte en vis immunitet, så et nyt angreb med samme virus ikke vil føre til sygdom (for eksempel ved mæslinger). Det er denne immunitet, der danner grundlaget for, at en række sygdomme kan forebygges med vaccination.

Påvisning af virus

Diagnosen ved virusinfektion kan stilles klinisk, dvs. ud fra symptomer og sygdomstegn, ved at påvise virus eller dele af virus (på forskellige måder), eller ved påvisning af antistoffer mod et bestemt virus.

For at kunne diagnosticere virusinfektioner, skal en vævs- eller væskeprøve fra patienten analyseres. En sådan prøve kan, afhængigt af virus, fx tages fra afføring, sårvæske, blod, urin, spinalvæske eller hjernevæv.

Dyrkning af virus

I modsætning til bakterier kan virus ikke dyrkes i et kulturmedium. Virus formerer sig kun i levende celler, og derfor skal et virus dyrkes i cellekulturer. Disse kan bestå af mange forskellige typer celler, både fra dyr og mennesker, så længe cellerne har evnen til at formere sig i prøveglas. Cellekulturen tilsættes væske eller vævsprøven, der indeholder virusset, og cellerne observeres derefter med henblik på forandringer, der opstår, når cellerne inficeres med bestemte virus.

PCR og farveteknikker

Viruspartikler eller dele af virus (protein/antigen eller nukleinsyre) kan også diagnosticeres ved direkte påvisning i prøven. Virus-nukleinsyre kan påvises direkte i prøvematerialet eller i cellekultur ved hjælp af genteknologiske teknikker. Påvisning af for eksempel papillomavirus-DNA udføres ved opformering af nukleinsyre, PCR (polymerasekædereaktion). Direkte påvisning af virusprotein eller virusantigen kan også ske ved hjælp af forskellige farveteknikker og immunologiske metoder. Selve viruspartiklerne kan i nogle tilfælde påvises ved hjælp af et elektronmikroskop.

Tilsætning af antiserum

Af og til kan det være nødvendigt først at få viruspartiklerne til at klumpe sig sammen før antigenpåvisning. Dette gøres ved at tilsætte et antiserum (antistoffer) fra blodet fra en, der har haft virusinfektionen, og antiserumet vil da binde sig til viruspartiklerne. Ved hjælp af immunologiske teknikker kan forskellige antistoffer "mærkes". Disse antistoffer overføres derefter til prøven, og et positivt resultat opnås, hvis det mærkede antistof binder sig til bestemte komponenter i virusset.

Antistoffer

En anden fremgangsmåde for at påvise virusinfektioner er at se efter antistoffer, som immunsystemet producerer for at bekæmpe virusinfektionen. Et hurtigt stigende niveau af bestemte virusantistoffer giver gode holdepunkter for, at der er tale om en infektion forårsaget af netop dette virus.

Mange virus kan endnu ikke dyrkes i cellekultur, så diagnostik og molekylærbiologiske studier af disse virusarter har været afhængige af kloning af gener og direkte påvisning.

Behandling af virusinfektioner

Mod en del virusinfektioner er der i de senere år blevet udviklet behandling, der hæmmer eller dræber virusset; eksempler på dette er hiv-infektion, infektion med hepatitis B- og hepatitis C-virus, Herpes simplex-virus, og COVID-19. Der findes dog stadig ingen behandling af virusset for de fleste virusinfektioner. De mest effektive vacciner, der er i brug i dag, er mod virusinfektioner, fx gul feber, poliomyelitis, hepatitis A og hepatitis B.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig