Alceste er en tragisk italiensk opera i tre akter med musik af Christoph Willibald Gluck og libretto af Ranieri Calzabigi (1714-1795). Alceste, som blev uropført i Wien i 1767, er en af Glucks og Calzabigis tre italienske ”reformoperaer”, sammen med Orfeus og Eurydike (1762) og Paride ed Elena (Paris og Helena, 1770).
Katalogbetegnelsen er Wq.37.
Operaen foregår i Ferai i Thessalien i årene mellem Argonautertogtet og Den Trojanske Krig.
En herold meddeler et kor af forsamlede thessalere, herunder Evandros (Evandro) og Ismene, at deres elskede kong Admetos (Admeto) er dødeligt syg. Dronning Alkestis (Alceste) og hendes børn, Eumelos (Eumelo) og Aspasia, kommer ud fra slottet sammen med et kor af hoffolk for at bede for kongens helbredelse sammen med folket.
I Apollons tempel beder ypperstepræsten og et kor af tempeltjenere guden om at skåne Admetos. De minder ham om, at Admetos engang gav Apollon husly, da han var landflygtig. Da Alkestis ankommer til templet sammen med sine børn og hoffolkene samt Evandros og Ismene for at ofre til Apollon, meddeler en orakelstemme, at Admetos vil dø, hvis ingen er villig til at dø i hans sted. Alle flygter bort i rædsel undtagen Alkestis og børnene. Da det går op for dronningen, at ingen anden er villig til at dø i kongens sted, beslutter hun at ofre sit eget liv og dermed blive et forbillede for alle trofaste hustruer. Evandros og Ismene vender tilbage og meddeler, at Admetos er på sit yderste og ønsker at have sin familie omkring sig.
Den bekymrede Ismene følger Alkestis ud til en hellig lund, som er viet til dødsguderne, men dronningen sender hende bort. Alkestis påkalder guderne, som først forsøger at tale hende fra at ofre sig. Men hun sværger højtideligt, at hun vil dø i Admetos’ sted. Dog beder hun om lov til først at tage afsked med sin familie.
På slottet glædes hoffolkene over, at Admetos er i bedring. Han bliver dog rystet, da Evandros fortæller, at helbredelsen skyldes, at nogen har valgt at ofre sig i hans sted. Da Alkestis ankommer sammen med Ismene, forundres Admetos over hendes tavse og triste optræden. Og han reagerer med rædsel, da han forstår, at det er hende, der skal dø i hans sted. Sammen med Evandros iler han af sted til templet for at bevæge Apollon til at skåne hustruens liv. Alkestis mærker døden nærme sig, og Ismene fører Eumelios og Aspasia ind til hende. Hun fyldes med fortvivlelse, da hun indser, at hun efterlader sine børn moderløse.
Admetos og Evandros vender tilbage fra templet. Af gudens tavshed har de konkluderet, at Alkestis’ skæbne ikke står til at ændre. Kongen og børnene tager en bevæget afsked med dronningen, og han lover, at han aldrig vil tage en ny hustru. Dødsguderne ankommer og tager Alkestis med sig. Evandros og Ismene fører an i landesorgen over dronningens død. Admetos vil tage sit liv i fortvivlelse over at være årsag til hustruens død, men Apollon kommer til syne og bekendtgør, at guderne har ladet sig bevæge af hustruens offervillighed og ægtemandens sorg. Admetos får Alkestis tilbage som tak for, at han engang gav Apollon husly. Operaen slutter med kongefamiliens genforening og korets hyldest til Alkestis.
Alceste blev uropført den 26. december 1767 i Burgtheater i Wien. Calzabigi kaldte librettoen en tragedia per musica (musikalsk tragedie) i stedet for det mere sædvanlige dramma per musica (musikalsk drama). Dermed signalerede han, at operaen efterstræbte sammenligning med græsk tragedie, bl.a. ved at integrere koret i handlingen, udelade erotiske sidehandlinger og fokusere på hovedpersonernes tragiske patos og publikums katarsis. Koreografen Jean-Georges Noverre skabte såvel pantomimer, hvor dansere ledsagede korets sang, som egentlige balletter til forestillingen. Titelrollen blev sunget af den tyske sopran Antonia Bernasconi (1741-1803), der tidligere primært havde optrådt i opera buffa. Hun blev repræsentant for en ny type tragisk operasanger, der satte følelsesladet gestisk og deklamatorisk udtryk over rent sanglig virtuositet.
Operaen blev varmt modtaget og fik repremiere i 1768, 1770 og 1781, skønt den mødte modstand fra den konservative del af publikum, som holdt fast i stilen fra Pietro Metastasios og Johann Adolph Hasses heroiske operaer. Gluck lod partituret trykke i 1769, og det blev forsynet med et berømt forord, hvor han og Calzabigi fremlagde principperne for den reform af italiensk opera, som de havde gennemført i Orfeus og Eurydike og Alceste. Her fastholdt de, at det var den dramatiske musiks opgave at tjene digtningen, udtrykket og situationerne og at fremhæve dramaets kontraster mellem lys og mørke. Ouverturen skulle forberede publikum på handlingen. For at bibeholde den dramatiske intensitet var det nødvendigt med et enkelt, direkte og lidenskabeligt sprog, mens vokale ornamenter, orkesterritorneller og ordgentagelser (som i den traditionelle da capo-arie) skulle begrænses eller udelades. Desuden skulle forskellen mellem arie og recitativ opblødes. Vægten på operaens ”skønne enfold” peger tilbage mod Johann Joachim Winckelmanns nyklassicisme, der ligeledes indførte et nyt æstetisk blik på den klassiske oldtid.
Calzabigis libretto er frit baseret på Euripides’ tragedie Alkestis fra 438 f.v.t. men afviger fra det klassiske forlæg i flere henseender. Hos Euripides begynder dramaet efter, at Alkestis har svoret at ofre sig i Admetos’ sted, og hun taler kun i en enkelt scene. Dramaets gennemgående karakterer er Admetos og hans ven Herakles, som besøger hoffet efter Alkestis’ død og stiger ned til Hades for at hente hende tilbage.
Gennem 1600- og 1700-tallet blev Alkestis ofte fremstillet som idealet for den selvopofrende hustru, såvel i malerkunsten som på scenen. Mest kendt er Jean-Baptiste Lullys og Philippe Quinaults (1635-1688) tragiske opera Alceste ou le Triomphe d’Alcide (Alkestis eller Herakles’ triumf, 1674), der som titlen antyder har mere fokus på Herakles’ heroiske redningsaktion end på Alkestis’ offer, ligesom Euripides’ tragedie.
Calzabigi, som generelt nærede foragt for Lullys operaer, overværede med stor sandsynlighed genopsætningen af hans Alceste på Operaen i Paris i sæsonen 1757-1758. En mere positiv inspirationskilde var Noverres tragiske ballet Alceste, som blev uropført i Stuttgart i 1761. Ligesom Noverre fremhævede Calzabigi Alcestes sorg over at måtte forlade sine børn. Glucks librettist afveg dog fra alle sine forgængere ved at gøre titelheltinden til den altdominerende hovedperson og helt udelade Herakles. Det er Alcestes beslutning om at ofre sig samt beslutningens tragiske konsekvenser, der er operaens omdrejningspunkt, og det er Apollon, der bringer hende tilbage fra de døde. Ved at sætte spørgsmålstegn ved det fornuftige i Alcestes offer retter operaen en kritik mod det selvopofrende kvindeideal, som alkestismyten traditionelt var blevet brugt til at glorificere.
Librettoen var dedikeret til kejserinde Maria Theresia, som var blevet enke efter kejser Frans 1. Stephans pludselige død den 18. august 1765. Maria Theresia, som sørgede dybt over ægtemandens død, klædte sig i sort, trak sig delvis tilbage fra offentligheden og gav afkald på verdslige glæder resten af sit liv. Hun overværede dog ofte Alceste, som både kan ses som en dramatisering af hendes egen sorgproces og som en opfordring til ikke at lade sig opsluge helt af sorgen.
Ved repremieren på Burgtheater i 1770 blev Admeto sunget af en kastratsanger (sopran) i stedet for en tenor, til hvem Gluck tilpassede partiet.
I 1776 skabte Gluck en fransk version af operaen til opførelse på Pariseroperaen. Librettoen blev oversat af François-Louis Gand Le Bland Du Roullet (1716-1786), som have skrevet librettoen til Glucks Iphigénie en Aulide (1774). Han og Gluck underkastede Alceste en omfattende bearbejdning: recitativerne blev genkomponeret, orkestreringen udbygget og flere nye kor, danse og arier tilføjet. Samtidig blev Evandros rolle reduceret, børnene gjort til stumme roller og Ismene udeladt. Scenen i dødsgudernes lund blev sløjfet og Herakles (Hercule) blev tilføjet, i overensstemmelse med Euripides’ tragedie. Pariserversionen er generelt mere grandios end den intime wienerversion. I denne version er operaen forblevet i teatrets repertoire, og det var primært herfra, at Alceste blev spredt ud til resten af Europa.
I 1785 iscenesatte Calzabigi Alceste i Napoli i en version med reduceret kor, som det var sædvane i Italien i 1700-tallet.
I 1861 bearbejdede Hector Berlioz operaen i forbindelse med en repremiere på Pariseroperaen, hvor titelrollen blev sunget af Pauline Viardot.
Alceste blev opført første gang i Danmark den 1. februar 1775 på Hofteatret med sangere fra det italienske kompagni, der blev opløst i 1778, og under ledelse af Paolo Scalabrini. København var således den første by, hvor operaen blev opført uden for Wien.
I 1792 blev den fremført koncertant på italiensk i Det Harmoniske Selskab i Vingårdstræde, og i løbet af 1800-tallet blev den lejlighedsvis fremført i uddrag, bl.a. af Josephine Zinck. Cæciliaforeningens leder Frederik Rung dirigerende en let forkortet koncertant version, denne gang baseret på pariserversionen, i Koncertpalæet (Odd Fellow Palæet) i 1898, med Elisabeth Dons som Alceste og Vilhelm Herold som Admeto. Operaen fremførtes igen i 1900 med nye solister.
Alceste blev første gang spillet på Det Kongelige Teater i 2012, med den franske sopran Mireille Delunsch (f. 1962) som Alceste og den amerikanske tenor Gregory Kunde (f. 1954) som Admeto.
Skolernes ferie begynder. Idéen om ferie vandt først for alvor indpas i slutningen af 1800-tallet, da industrialiseringen betød, at livet blev inddelt i arbejde og fritid.
Studenterhuerne dukker nu op i gadebilledet. Studenterhuen stammer oprindeligt fra Tyskland, hvor studenter på universitetet bar en særlig kasket.
Den 27. juni begynder dette års Roskilde Festival. Festivalen, der er blandt Nordeuropas største, er siden 1971 blevet afholdt på Dyrskuepladsen i Roskilde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.