Ruslands billedkunst

Græske mosaikmestre udsmykkede i årene 1046-1067 Sofia-katedralen i Kijev (det nuværende Kyiv i Ukraine), der også rummer verdslige freskoer. I Novgorod levede ældre byzantinske stiltræk videre, bl.a. i Nereditsa-kirken (1198, ødelagt under 2. Verdenskrig). Fra samme periode stammer udvendige relieffer på kirker i Vladimir-Suzdal-området med førkristne dyre- og plantemotiver og gammeltestamentlige scener.

Kirkerummenes freskoer suppleredes med ikonfremstillinger af Maria, Jesus, helgener og centrale højtider. Særlig berømt blev ikonen Guds Moder af Vladimir (indført fra Konstantinopel mellem 1131 og 1141, Tretjakov-galleriet, Moskva. I kirkerne samledes ikonerne i løbet af 1200-1300-tallet til en væg, ikonostasen, der adskiller alteret fra kirkerummet. De enkelte områder af Rusland udviklede egne stiltræk ud fra de givne forbilleder, der blev optegnet i mønsterbøger.

Sidst i 1300-tallet er navngivne mestre nævnt i krønikerne, således Theofanes Grækeren og hans assistent Andrej Rubljov, i hvis værker ikonkunsten kulminerede. Efter splittelsen af kirken i ortodokse og gammeltroende fastholdt de gammeltroende ikonernes oprindelige formskemaer. En særlig retning var Stroganov-skolen med en forfinet figurstil og næsten miniatureagtig udførelse.

En selvstændig verdslig billedkunst opstod først i 1700-tallet Tilløb under zar Peter 1. den Store og hans efterfølgere resulterede 1764 i oprettelsen af kunstakademiet i Sankt Petersborg. Udenlandske portrætmalere som Vigilius Eriksen, Alexander Roslin og Louis Tocqué afløstes af akademiuddannede elever, bl.a. Fjodor Rokotov (ca. 1735-1808), Dmitrij Levitskij (1735-1822) og dennes elev Vladimir Lukitj Borovikovskij (1757-1825).

I 1800-tallet vandt Karl Brjullov ry i Rom med sin store komposition Pompejis sidste dag (1833), mens Aleksandr Ivanov som romersk stipendiat i kæmpelærredet Kristus viser sig for folket (1858) søgte at forene klassicisme med realistisk iagttagelse.

Landbefolkningen skildredes romantiseret af Aleksej Venetsianov, og Pavel Fedotov karakteriserede med snert af satire middelstanden i byerne. I 1863 brød en gruppe elever med akademiet og blev senere under navnet Vandrekunstnerne (Peredvizjniki) eller Vandrerne repræsentanter for en ny realisme (bl.a. Nikolaj Ge, Ivan Kramskoj, Ilja Repin, Vasilij Surikov).

En nationalromantisk strømning i 1890'erne støttedes af industrimagnaten Savva Mamontov (1844-1909), hvis landsted Abramtsevo blev et kunstnerisk centrum for bl.a. Mikhail Vrubel og Viktor Vasnetsov.

Impressionismen prægede skolen for malerkunst i Moskva med Konstantin Korovin, Leonid Pasternak og Valentin Serov som lærere; her blev adskillige af 1900-tallets avantgardekunstnere uddannet, bl.a. Mikhail Larionov og Natalia Gontjarova.

I søgen efter stadig mere radikale udtryksformer opstod en rent abstrakt kunst med Kazimir Malevitj og Vladimir Tatlin som hovedskikkelser. Wassily Kandinsky brød i Tyskland sin egen vej, men udstillede jævnlig i Rusland.

Indflydelsen fra Cézanne og kubismen gav også grobund for en national russisk tendens, udtrykt af udstillingsgruppen Ruder Knægt. Scenekunsten fejrede internationale triumfer med Serge Diaghilevs balletter i Paris i 1910'erne og 1920'erne med scenografi af bl.a. Léon Bakst, Nikolaj Rjorikh, Mikhail Larionov og Natalia Gontjarova.

Efter Oktoberrevolutionen i 1917 udvikledes den abstrakte kunst til konstruktivismen af bl.a. Naum Gabo, Antoine Pevsner, El Lisitskij og Aleksandr Rodtjenko. Mange retninger stredes, og frie kunstnergrupper blev dannet.

De frie statslige værksteder omdannedes til skoler med førende moderne kunstnere som lærere; plakatkunst og typografiske eksperimenter blomstrede, ofte i den sovjetiske propagandas tjeneste. Ved et dekret om ophævelse af alle frie kunstnergrupper i 1932 blev det russiske kunstliv bragt til stagnation og den socialistiske realisme blev den politisk favoriserede stil. Udrensninger og udstillingscensur tvang adskillige kunstnere til at arbejde i isolation, mens andre søgte i eksil, fx Kandinsky, Aleksandr Arkhipenko og Marc Chagall.

Enkelte kunstnere som Robert Falk og Vladimir Favorskij fastholdt gennem alle omskiftelser deres kunstneriske linje og inspirerede en ny generation, der i 1960'erne i det skjulte skabte en kunstnerisk fornyelse. En ny ekspressionisme blev udviklet af Anatolij Zverev (1931-86) og Vladimir Jakovlev (1934-98).

I 1990'erne blev den abstrakte kunst atter anerkendt ligesom Sovjettidens undergrundskunstnere, der arbejdede både i ekspressionistisk og konceptuel retning.

• Rusland